
SØNDERJYLLANDS KUNSTSKOLE
Forfølg dine kreative drømme...

Er du billedkunstner og kan formidle din viden?
Så hører vi gerne fra dig!
Om Sønderjyllands Kunstskole
Kunstskolen blev stiftet i 1979 under navnet Sønderjyllands Kunstakademi på initiativ af en kreds af billedkunstnere, amatører og kunstinteresserede, og formålet med skolen dengang var og er stadig at give alle mulighed for både praktisk og teoretisk undervisning i kunstens mange facetter.
Sønderjyllands Kunstskole har adresse på Nørre Havnegade 15 i Sønderborg i toppen af Multikulturhuset med byens bedste udsigt til Alssund og arbejder i de skønneste lokaler.
Skolen er både dag- og aftenskole og tilbyder kurser for børn, unge og voksne. Vi har desuden 2 talenthold for børn og unge, Leonardoholdet og BGK som dækker aldersgruppen 14-25-årige, der vil udfordre sig selv fagligt og arbejde seriøst med kunst. BGK kører som et 1-årigt intenst undervisningsforløb og forskole til kunstakademier, design- eller arkitektskoler og lignende.
Sønderjyllands Kunstskole står for at levere kunstundervisning af høj faglighed. Vi elsker at undervise og formidle over for vores kursister og lægger vægt på at skabe et glad, trygt, og favnende fællesskab med plads til både begyndere, øvede og de ambitiøse.
Vi søger
Vi følger med strømmen og vil altid gerne høre fra potentielle nye undervisere, der kunne have lyst til at bidrage til vores aftenskole med mulighed for at opbygge et solidt kundeklientel. I aftenskolen tilbyder vi kurser af længere og kortere varighed. Det kan f.eks. være fast 1 gang ugentligt i X antal uger, weekendkurser over 2 dage eller 1 ugekursus á 5 dage 1 eller 2 gange om året. Du kan selv være med til at udbyde de tidspunkter du vil undervise, og hvad du vil undervise i.
Vi forventer til gengæld, at
-
Du er uddannet fra et kunstakademi i DK eller tilsvarende i udlandet, eller at du har erfaring som aktiv udøvende kunstner på minimum samme niveau.
-
Ligeledes ser vi gerne, at du har en solid billedkunstnerisk faglighed inden for national og international samtidskunst samt de klassiske discipliner.
-
Du skal kunne undervise selvstændigt og planlægge en relevant undervisning, der kan bidrage til at tiltrække nye kursister, og som understøtter deres læring og udvikling.
SÅ
Kan du se dig selv i ovenstående og kunne tænke dig at blive en del af vores dygtige underviserteam så send os fluks en mail på kunstskolen@sonderborg.dk vedhæftet dit CV og fortæl lidt om dig selv, og hvad du kan tilbyde.
Freelancestillingen er lønnet efter Folkeoplysningslovens kriterier for aflønning af aftenskoleundervisere. Der vil blive indhentet børneattest ved ansættelse.
Vi glæder os til at høre fra dig. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os og høre nærmere.